Bamseholdet i Simon Peters Kirke strikker bamser til børneafdelingen på Kolding Sygehus. Det har de gjort i godt 9 år nu, og bamserne er meget populære. Under corona nedlukningerne, hvor bamseholdet som så meget andet var nødt til at holde pause, blev de kontaktet af børneafdelingen, der bekymret spurgte, om de var stoppet med at strikke bamser? Nej det var bamseholdet heldigvis ikke, og det er både de indlagte børn, deres forældre og personalet meget glade for.
Bamseholdet består af 10 strikkeglade kvinder på 60+, som mødes i Simon Peters Kirke hver anden tirsdag. Gennem årene har der af naturlige årsager været en del udskiftninger, men det har ikke påvirket produktionen. Tovholder Anni Nielsen fortæller, at Bamseholdet den 6. december 2022 har strikket 8.913 bamser til Kolding Sygehus. Det er mange, men der er planer om endnu flere. Den 19. september 2023 kan Bamseholdet fejre 10 års jubilæum, og den dag vil de gerne runde bamse nr. 10.000.
De særlige nissebamser, som ses på billedet, blev opfundet ved en tilfældighed. Der var blevet strikket en bamse i farverne rød og grå, og så foreslog et familiemedlem at give den nissehue på. Dermed var den første nissebamse skabt, og mange er fuldt efter siden. Første gang nissebamserne blev præsenteret, fik personalet julelys i øjnene. Og for nylig da det nuværende Bamsehold afleverede nissebamser på børneafdelingen, blev de modtaget af personalet med åbne arme.