Til inspirationsmødet den 19. maj i Almind havde vi besøg af Helle Engelsborg Olsen fra Samvirkende Menighedsplejer, som holdt oplæg for os om besøgsvenskabet. Nedenstående er et sammenskriv af nogle af de emner, der blev bragt op under vejs.
De tørre tal om ensomhed taler deres tydelige sprog. 4% af de ældre over 65 år føler sig ensomme, og det gælder for 10,5% af de ældre over 85 år. Derefter stiger andelen af dem, der føler sig ensomme. Og ensomheden rammer alle, også dem som har familie og lever et aktivt liv. Der er mange årsager til ensomheden. Det kan være immobilitet, handicap som besværliggør social kontakt, flytning væk fra det kendte nabolag, tab af ægtefælle og dem man har levet livet med. Den ensomme ringer ikke selv og melder sig til at få besøgsven, for ensomhed er tabubelagt og ofte forbundet med skyldfølelse.
Der er derfor al mulig grund til at bekæmpe ensomheden ved at lave besøgsvenskaber, men det er ikke nødvendigvis let. Ikke alle egner sig som besøgsvenner, og det kan være svært at gennemskue kemien mellem mennesker og få lavet det rigtige match. Det er godt med begge køn i besøgstjenesten, men ofte er det sværere at tiltrække mænd end kvinder. Og så kan vi jo bare konstatere, at livet rammer både besøgsværter og besøgsvenner og kan påvirke et besøgsvenskab. Derfor er det godt med en koordinator, der kan følge op og tage ansvaret for, at besøgsvenskabet fungerer.
Skal man finde besøgsværter, kan man spørge præsterne, der har kendskab til efterladte og til folk i krise. Man kan også, som vi gør i Kolding Provsti, samarbejde med kommunen og andre organisationer med tilbud om besøgstjeneste. Både via hjemmehjælpspræsten og de kommunale medarbejdere finder mange forespørgsler vej videre til kirkernes besøgstjenester. Gælder det om at finde besøgsvenner, er der en metode, der virker bedre end alle andre: Spørg! Når folk bliver spurgt, hvorfor de er frivillige, er det mest almindelige svar: ”Fordi jeg blev spurgt”. Husk også, at frivilligheden holder længst, når vi bruger de 3 S’er og har det Sjovt Sammen om Sagen.
Besøgsvenskabet gør en forskel, og det bærer lønnen i sig selv. Samtidigt er der ikke en, men mange måder at etablere venskaber mellem mennesker. Man kan lave en omvendt besøgstjeneste, hvor de ældre møder ind i stedet for at få besøg derhjemme. Man kan hente de ældre til fælles arrangementer i kirke og sognelokaler, man kan lave gåvenner og telefonvenskaber eller etablere besøgstjeneste, hvor der er behov, fx på hospitaler, plejehjem og rehabiliteringscentre. Det er kun fantasien og de lokale ressourcer, der sætter grænser.