Det måtte vi også sande på ferien med Folkekirkens Feriehjælp. I år deltog 5 familier fra Kristkirken, Sankt Nicolai, Skanderup og Tyrstrup sogne. Pga. af et sent afbud fik vi også en familie med fra Randers, og så gik turen ellers til Vigsø Feriecenter i Thy, hvor vi før har været. Det er et sted med naturen lige uden for døren, hvor familierne godt kan lide at være. Med høj himmel, brusende hav og badeland er der plads til både fællesskab og familiehygge.
Vi er meget glade for at kunne deltage i Folkekirkens Feriehjælp, der ledes af Menighedsplejen i Danmark med økonomisk støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Det betyder, at vi kan tilbyde familier i Kolding Provsti en ferie og nogle oplevelser, som de pga. begrænsede ressourcer ellers ikke ville have fået. Og selvom der undervejs kan opstå udfordringer, er det en rigtig god oplevelse for både deltagere og rejseledere.
På årets ferie var vi faktisk heldige med vejret. Nok blev fisketuren lidt kortere end planlagt pga. regnvejr, men den dag vi skulle på stranden med naturformidler, skinnede solen fra en skyfri himmel. Og måske netop fordi regnen på kreadagen silede ned, kunne vi i læ på terrassen og inden døre koncentrere os i timevis om at male billeder, lave vindmøller, kæder med strandskaller og stenmaling. Og hvem siger, at man ikke kan spille kongespil, selvom det er lidt vådt? Alle ved jo at byger, som går og kommer, det er den danske sommer.