Demensvenlig gudstjeneste i Skanderup

Skanderup kirke blev i foråret kontaktet af Kolding kommune med en forespørgsel om et muligt samarbejde i Demensugen, der ligger i uge 19. Opgaven lød på at lave gudstjeneste for demensramte og deres pårørende. Derfor udarbejdede vi en demensvenlig gudstjeneste, som blev afholdt d. 12. maj.

Demens er en spændende vinkel at lave gudstjeneste ud fra. Vi valgte at gå meget sanseligt til værks og havde mange overvejelser om sammenhængen mellem sanseoplevelser og tema, tekster og salmer. Ideen var at lade deltagerne have genstande i hænderne som konkrete fokuspunkter. Gennem faglitteratur fandt vi ud af, at det er vigtigt for deltagerne hele tiden at kunne se de medvirkende. Derfor var både organist, kirkesanger og præst samlet lige foran deltagerne, så oplevelsen kom helt tæt på og blev nærværende.

Vi startede med klokkespil og en langsomt drejende diskokugle i sollyset, der kastede spejlinger ud i hele kirkerummet. Undervejs gav vi duftende creme på hænderne, mens der blev læst om kvinderne, som kom med velduftende salver til graven. Vi sang samme vers af en salme flere gange, og Fadervor blev bedt med fagter til. Vi havde desuden flere aktiviteter, fx rasleæg og sæbebobler, som vi valgte ikke at bruge.

Balancekunsten er at gøre oplevelsen så sanselig som muligt og samtidig ikke gøre den for barnlig, så det ”taler ned” til de demensramte og deres pårørende. Det handler i høj grad om at læse rummet og deltagerne. Desværre var der ikke så mange deltagere, men de, der var med, var glade for oplevelsen.

Fra Kolding kommune deltog to demensfaglige, som ønsker, at vi samarbejder om flere demensgudstjenester i fremtiden. Næste gang vil de gøre mere for at få flere demensramte og deres pårørende med. Efter den korte gudstjeneste var der varme hveder, lagkage og kaffe til en god snak mellem alle de tilstedeværende om livet med demens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.