Diakoni er holdning og handling

Til inspirationsmødet med biskoppen var der ikke meget at være i tvivl om. Hvis vi vil være kirke og kristne, kommer vi ikke uden om diakoni og omsorgstjeneste. Kristendom er ikke en privatsag. Forholdet til Gud hænger nemlig sammen med forholdet til vores medmennesker. Det kan man læse om både i Gammel Testamente fx hos Esajas og i Ny Testamente fx i Johannes’ første brev.

Når Jesus bliver involveret, bliver sammenhængen mellem forholdet til Gud og medmennesket ikke mindre radikal. De fleste kender måske lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men den er værd at genlæse, da den samtale, lignelsen bliver fortalt i, stiller det altid aktuelle spørgsmål: Hvem er min næste? Svaret kan vi finde hos Matthæus i Verdensdommen:

Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.

Op gennem historien har kirken taget initiativ og haft stor indflydelse på sundhed, skole og socialvæsen. Med reformationen overdrages mange af opgaverne til konge og stat, men i slutningen af 1800-tallet sker et nybrud. Her opstår de frie kristne organisationer, der stadigvæk er aktive i dag og medvirker til at nytænke vores samfund.

Der slutter historien imidlertid ikke, for kirken er vågnet op til en ny virkelighed. Staten kan ikke alt, og i løbet af de sidste 20 år har menighedsrådene fået større råderum. Det bliver flittigt brugt til at skabe gode vilkår for kirkens liv og vækst med udgangspunkt i kirke og sognegård og ved hjælp af frivillige. Det er vigtigt arbejde, men kan også give præstationsangst. Så i stedet for at spørge: Hvordan kan vi gøre mere? skal vi måske spørge: Hvordan kan vi få diakonien med i det, vi allerede gør?

Det fik vi lov til at summe over ved hvert bord, og at dømme efter lydniveauet var emnet ikke kedeligt. I de efterfølgende fremlæggelser var centrale temaer Tid, Samtale, Åbenhed og Omsorg. De blev smukt sammenfattet af biskoppens afsluttende ord: ”Måske er folkekirkens virkelige kald, at det bliver ved med at lyde, at medmennesket er uendeligt værdifuldt?”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.