Det var hovedbudskabet, da teolog og psykolog Dorte Lunderskov holdt oplæg til inspirationsmødet i Kolding Provstis Menighedspleje. Hendes erfaringer fra arbejdet med supervision i Kirkens Korshær har nemlig åbnet hendes øjne for, at de frivillige ofte anvender et værdisæt overfor brugerne, men et helt andet over for sig selv.
Det lyder ikke helt ukendt i mine ører. Som datter af en sygeplejerske med mange års erfaring fra psykiatrien har jeg lært, at man ikke kan forlange mere af et menneske, end det kan give. Men når min mor sagde det, fornemmede jeg altid, at det ikke gjaldt for hende eller for mig. Det var ligesom underforstået, at vi burde kunne gå en ekstra mil for at imødekomme andre mennesker.
Den opfattelse bakser jeg ofte med. Specielt når det ikke lykkes at tilbagelægge den ekstra mil. For hvad skal jeg gøre, når ressourcerne er brugt, før opgaverne er løst, og der bare ikke er mere at give af? Det var jeg noget spændt på at høre Dorte Lunderskovs svar på.
Arbejdet i Kirkens Korshær hviler på det kristne menneskesyn, at ethvert menneske er enestående og værdifuldt i sig selv, og at vi skal elske vores næste som os selv. Derfor tager frivillige og ansatte udgangspunkt i værdierne omsorg, nærvær og respekt, når de møder brugerne af korshærens tilbud. Det lyder flot, men det er ikke altid let, hvilket Dorte illustrerede med en fiktiv case.
I casen og i virkeligheden er det dog endnu sværere at anvende værdisættet på sig selv. Skal vi elske vores næste som os selv, så skal vi nemlig også elske os selv som vores næste. Hvis ikke vi gør det, sker der en af to ting: Enten bliver værdisættet falsk, fordi det ikke gælder for alle. Eller også får vi opdelt mennesker i to forskellige kategorier: Dem der skal elskes, og dem der skal elske.
Og sådan spiller klaveret heldigvis ikke, i hvert fald ikke hos Vorherre! Vi tilhører en og samme kategori, for vi er alle værdifulde og elskede af Gud. Hans kærlighed sætter os fri til at elske og blive elsket af hinanden. På gode dage spredes kærligheden som ringe i vandet og rammer ikke bare familie og venner, men også tilfældige forbipasserende der bærer den med sig videre i livet.