På det sidste inspirationsmøde i 2018 havde vi besøg fra Thisted Kirke. Deres sognemedhjælper gennem 8 år Ester Jørgensen kom og fortalte os om sit arbejde i kirken med 150 frivillige. Selv for en stor bykirke er det et imponerende antal frivillige, så jeg var spændt på at høre, hvordan de får det til at ske. Hvordan finder de frem til de rigtige frivillige til de rigtige job? Og hvordan passer de på de frivillige, så de har lyst og energi til at være en del af fællesskabet omkring kirken?
Hvis jeg havde troet, at jeg ville komme hjem med et trylleord, blev jeg hurtigt klogere. Det kræver en indsats at engagere så mange i kirkens arbejde. Alene Esters energi og de mange forskellige aktiviteter, hun beskrev, vidnede om, at der blev arbejdet på sagen hele tiden. Men selv uden trylleord var der meget at lære.
Det første, men også noget af det vigtigste, er vores holdning til det at være kirke. Hvis vi opfatter kirke og menighed som præstens og kirketjenerens og ikke vores alle sammens, så bliver det svært at involvere andre. Kirke og menighed skal med Esters ord være levet liv og fællesskab. Dernæst skal der selvfølgelig være nogle aktiviteter i kirken, som vi kan involvere de frivillige i. Dem fik vi masser af eksempler på, men hvis du mangler ideer, så kig på sogneaktiviteterne her på hjemmesiden.
Kommunikation skal der til, fortalte Ester, på alle platforme hele tiden! Fx kan man på Thisted Kirkes hjemmeside finde en frivilligbørs med jobopslag, der beskriver opgave, omfang og kontaktperson. På den måde er det frivillige arbejde synligt og kan formidles af alle og ikke bare af nogle få. Samtidigt er det vigtigt at tale om det frivillige arbejde. Dels skal der fortælles nogle positive historier, så flere får lyst til at være med. Dels skal vi helt konkret spørge folk, om de vil være frivillige.
Undersøgelser viser, at frivillige lader sig rekruttere, fordi de bliver spurgt. Men det er ikke lige meget, hvordan der spørges. Det er vigtigt at udvælge den rette person til den rette opgave i stedet for at skyde med spredehagl og spørge alle om alt. Person og opgave skal passe sammen, så de adspurgte hverken reagerer med gab eller gisp. Og så er det værd at huske, at Gud ikke kalder mennesker, der er kvalificerede. Han kalder mennesker, der er villige, og så udruster Han dem.
Hvem, vi rekrutterer til det frivillige arbejde, er også værd at overveje. Ofte tænker vi i de samme baner og glemmer at se det større perspektiv. Ester foreslog at tegne en målskive, hvor kernen i midten er menighedsråd og kendte kirkefolk. Ringene udenom består af folk, der har forskellig tilknytning til kirken uden at være involveret i kirkens aktiviteter. Måske er der blandt dem nogle nysgerrige og potentielle frivillige?
Sidst men ikke mindst skal vi gøre os klart, at det attraktive i frivilligt arbejde ikke er opgaverne selv, men det fællesskab der opstår omkring dem. Spændende aktiviteter tiltrækker frivillige, men det er fællesskab og relationer, der fastholder dem. Samtidigt er det vigtigt at lade de frivillige få ejerskab og medbestemmelse. Er der noget, der kan dræbe motivation, så er det ifølge Ester manglende medbestemmelse. Det frivillige arbejde lever af lyst og dør af pligt!