Frø og spire

Gør en god gerning!

Opfordringen til at gøre gode gerninger kan måske godt virke lidt gammeldags og støvet. Mange steder er fænomenet da også opdateret og har fået andre navne som fx Spejderhjælp eller Operation Dagsværk. Selve handlingen er imidlertid ikke gået af mode, og i denne tid med corona nedlukning er der virkelig brug for gode gerninger.

Det forunderlige ved gode gerninger er, at de ikke kun gør noget godt for modtageren, men i høj grad også for giveren. På en måde kan man sige at gode gerninger egentlig er ret demokratiske. Det kan godt være at initiativet ligger hos den ene part, men i samspillet er begge parter både givere og modtagere.

For nylig hørte jeg en præst fortælle om, hvordan efterskoleelever hjalp ældre beboere i et boligområde med havearbejde. Det var ikke overraskende lærernes idé, og eleverne var tydeligvis ikke helt med på den. De hang både med skuldrende og humøret, da de ankom. Efterhånden som arbejdet skred frem skiftede holdningen, og der kom smil på læberne. Nu mærkede eleverne på egen krop at gøre en god gerning og dermed gøre en forskel for et andet menneske. Der skete faktisk en forvandling, ikke bare i haverne til glæde for haveejerne, men også i eleverne selv, som mærkede glæden spire frem.

Prøv at gøre en god gerning og se, om det virker på dig! Ring til en, der er alene, og hør, hvordan vedkommende har det. Send en hilsen til en, du ikke har talt med længe. Hils på dem du går forbi på gaden og send dem et smil. Der er rigtigt mange måder at gøre gode gerninger på. God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *