Hele Danmarks Familieklub i Vamdrup

”Målet er, at familierne kan knytte bånd og få et netværk, også uden for fami­lieklubben”, siger kirke- og kulturmed­arbejder Mette Krogh Bjelskou. Hun kendte projektet fra en tidligere ansættelse og havde derfor gode forudsætninger for i samarbejde med KFUM’s Sociale Arbejde at starte en familieklub i Vamdrup Kirke. Nu har familieklubben eksisteret i 2 år, og der er tilknyttet en fast gruppe frivillige, som står for maden og fungerer som værter, når familieklubben samles.

Også menighedsrådet har fra begyndelsen bakket op om familieklubben. Menighedsrådsformand Anne-Mette Kring Pedersen fortæller: ”Vores erfaring er, at det er svært at lave aktiviteter for de 30-40-årige. Vi har bedre fat i børn, unge og ældre, så familieklubben er for os en mulig­hed for at række ud til en gruppe, som vi ikke har særlig mange tilbud til”.

Familieklubben er for alle familier uanset deres tilhørsforhold til kirken. Vamdrup er et område med en del tilflyttere, hvoraf mange er unge familier med børn. Her kan familieklubben være en hjælp til at møde andre og slå rødder i lokalsamfundet. Der er heller ikke krav om, at familien skal bestå af far, mor og børn. Det kan også være bedsteforældre med børnebørn, enlige forsørgere med børn eller regnbuefamilier. Ved at bringe forskellige typer af familier sammen i øjenhøjde, så de kan spejle sig og lære af hinanden, kan børn og familiers egne ressourcer blive styrket.

Kender du en familie, der har lyst til at være med i familieklubben i Vamdrup enten som deltager eller som frivillig? Så kan du læse mere og tilmelde dig på heledanmarksfamilieklub.dk. Som familie kan man også få en smagsprøve på, hvad en familieklub er, når familieklubben i Vamdrup holder åbent hus den 25. oktober. Husk tilmelding og se detaljer her i invitation til åbent hus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *