Lokket af et overflødighedshorn af foredrag, samtaler, workshops, gudstjenester, andagter, koncerter og meget mere pakkede jeg og satte kursen mod Himmelske dage i Roskilde. Torsdag og fredag var afsat til formålet. Mit kendskab til Roskilde er ret begrænset, men udstyret med kort fra Himmelske Dages hjemmeside var centrum og bypark nogenlunde overskuelig. Det samme kan man ikke sige om programmet. Alt for mange alt for spændende aktiviteter lå oveni hinanden.
De mange tilbud betød benhård prioritering. Jeg gik efter to store udenlandske navne, da de nok ikke kigger forbi igen i næste uge. Og så ville jeg gøre mig klogere på diakoni, dels ved at deltage i en workshop om diakoni på nye måder, dels ved at overvære paneldebatten om diakoniens fremtid: Samskabelse. Derudover startede hver dag med gudstjeneste eller andagt, så fundamentet var på plads, og indimellem blev der også tid til at høre musik og møde mennesker.
Det var meget inspirerende at høre den norske psykiater Skårderud og den tyske sociolog Hartmut Rosa. Dem kan man læse om i andre artikler her på bloggen. Til gengæld var der ikke så meget nyt under solen om diakoni. Om det så betyder, at jeg er nogenlunde opdateret eller bare var for fyldt til at suge mere til mig, skal jeg ikke kunne sige.
Mere spontant valgte jeg under truende regnskyer at gå ned i byparken for at høre satiregruppen MAGT. Det var ikke en dårlig beslutning. Ikke alene lykkedes det de seks herrer at synge solen frem, de fik også fremkaldt smil og latter hos publikum, mens diverse politikere, styrelser og selv Vorherre fik et skud for boven. Det er sjovt at være på Himmelske Dage – prøv det selv!