Igen i år skal familier på kontanthjælp fra sogne i Kolding Provsti på ferie med Folkekirkens Feriehjælp. Der er fundet 7 familier fra 6 forskellige sogne, og alle skal sammen med rejselederne til Faaborg Feriecenter lige om lidt. Forberedelserne har stået på i flere måneder med ansøgninger, godkendelser og forventningsafstemning med hver enkelt familie. Samtalerne afslører, at selvom corona har betydet en ufrivillig pause, så er der ikke mindre behov for at komme på ferie i år, tvært imod. Alle glæder sig!
Nu hvor det er på plads, er der tid til at planlægge aktiviteter. Også i år skal vi på opdagelse i det Sydfynske øhav. Vi skal til Drejø med færgen fra Svendborg og på ø rundtur i traktorvogn med en lokal guide. På den måde håber vi både at opleve Drejøs kultur og natur. Vi har også kig på Svanninge Bjerge ca. 5 km fra Faaborg, hvor der skulle være naturlegeplads og gåture med fantastisk udsigt over det Sydfynske ø-hav.
Så mangler vi bare at pakke håndsprit, handsker, picnictæpper, termokander, snobrødspinde, Posca tusser, stenlim og alt det andet, der udgør ingredienserne i en god sommerferie.