Det var overskriften på Birgit Furs oplæg til inspirationsmødet, og spændingen blev udløst med det samme. Vi møder mennesker i sorg som alle andre, svarede hun. Sorgen er ikke en særlig tilstand, der kræver speciel behandling. Det er i stedet en naturlig del af livet, for når den elskede går bort, bliver kærligheden til sorg.
I dag findes en ny diagnose, der hedder kompliceret sorg, men den er forbeholdt de få, der bliver syge af sorgen. Formålet er ikke at sygeliggøre sorg, men at hjælpe de ramte til den rette behandling, så de ikke fejldiagnosticeres med angst, depression og ptsd.
Bliver man ramt af sorg, er man nødt til at følge den. Lidt på samme måde, som man heller ikke kan stoppe en fødsel, men bare må følge med. Sorgen er forskellig fra person til person og følger ikke bestemte processer eller et skema. Derfor er det godt at have nogle færdselsregler for sorg, men desværre er mange af vores skikke til håndtering af sorg gået tabt, og i stedet er sorg i dag tabu.
Fordi sorg er individuelt, er det vigtigt, at man spørger ind og lytter, mere end man taler til den sørgende. Hold fokus på det, der bliver sagt, og vær ikke bange for pauser og stilhed. Tårer er ikke farlige, men heller ikke et mål i sig selv. Sorg kan ikke fikses. Respekter den sørgendes oplevelse af sorgen, for vedkommende er ekspert i sin egen sorg. Respekter også en afvisning af samtale, for det handler ikke nødvendigvis om dig.
Kun en ting er værre end at miste en, man holder af, og det er ikke at have nogen at dele sorgen med. 6 ud af 10 sørgende fortæller om ensomhed i sorgen. Man kommer ikke igennem sorg, men skal lære at leve med den, og det kan være svært alene. De levende skal ikke følge de døde ind i dødens rige. I stedet skal de døde leve videre hos os. Sorg er som et landskab, hvor man skal finde nye veje og stier. Det starter med det første skridt.
Folkekirken kunne ifølge Birgit Fur godt være mere synlig i sorgarbejdet. Begravelser med samtale og evt. opfølgning samt mindegudstjeneste ved Alle Helgen er hurtigt overstået. Men hjemmehjælpspræsten og de lokale sorggrupper er et godt input.