Fredag aften er ofte familieaften, og fredag den 6. november var en særlig en af slagsen for konfirmanderne i Vamdrup. De var med hver en forælder inviteret til action painting og kunstworkshop i kirken for at arbejde med emnet kærlighed.
Hvordan ser kærligheden i den enkelte familie ud? I Bibelen kan man læse, at kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Men alle familier kender jo både til kærlighed og kaos. Derfor var der i workshoppen et element af kaos med action painting. Familierne startede nemlig med at kyle vandballoner med farve på deres lærreder. Det gav en hel del svineri i garagen, hvor det foregik, men også smil på læben og nogle utroligt flotte baggrundsfarver at arbejde videre med.
Workshoppen blev ledet af Annie Glistrup. Hun er både kunstner, pædagog, kunstterapeut og har læst teologi, så hun var helt i sit rette element. Det skinnede tydeligt igennem i hendes oplæg og input, når hun inspirerede og guidede familierne. Udover Bibelord og vandballoner stillede hun masser af farver, pensler, tuscher, stensil og slagmetal til rådighed, så familierne havde mange valgmuligheder og kunne udtrykke kærligheden i deres familie på deres helt egen måde.
Der blev arbejdet koncentreret med kærligheden som kunst. Både planlægningen af motivet og selve udførelsen optog konfirmander og forældre. Så koncentreret var de om arbejdet, at sognepræst Jens Henrik Kristiansen havde svært ved at få dem til at holde pause, da det blev tid til pizza. De, der havde allersværest ved at slippe penslerne, spiste pizza, mens de arbejdede videre.
Efter aftensmaden blev familierne ikke bare sat til at fortsætte arbejdet, men blev også udfordret i den svære kunst at gøre deres malerier færdige. Det var nu, de skulle tage stilling til maleriet som helhed og afgøre, hvad der manglede, og hvad der skulle bevares, forbedres eller helt laves om. Nu skulle man gøre sig endnu mere umage, instruerede Annie Glistrup.
For nogle familier indfandt der sig en naturlig afslutning, mens andre arbejdede helt til enden og gerne ville have fortsat. Kunstworkshoppen sluttede med, at alle gik en runde og fik kigget på de andre familiers værker. Hvis du også skulle have fået lyst til at se familiernes malerier om kærlighed, kan de beses i Vamdrup kirke frem til første søndag i advent.