Kolding Provsti og Kolding Kommune har startet et 2 årigt projekt med en hjemmehjælpspræst i Taps. I Kolding Kommune, som i resten af Danmark, er indlæggelserne på sygehus blevet kortere, og behandling foregår ofte i eget hjem. Det betyder, at patienter, der tidligere har benyttet en sygehuspræst, ikke længere har den mulighed. Nu kan de og deres pårørende i stedet dele deres tanker med hjemmehjælpspræsten, når livet gør ondt.
Provst i Kolding provsti, Grete Wigh-Poulsen udtaler ”Præster står til rådighed for samtaler både på sygehuset og i sognene, men i dag er indlæggelserne korte, og måske kender man ikke sognepræsten. Jeg håber, at hjemmehjælpspræsten vil gøre det lettere at vide, at det altid er muligt at tale med en præst om det, der trænger sig på, tynger og bekymrer”.
Hjemmehjælpspræsten hedder Maria Frederiksen, og hun er også sognepræst i Sdr. Stenderup. Med efteruddannelse i sjælesorg samt erfaring fra arbejdet som sygehuspræst og i sorggrupper er hun velkvalificeret til arbejdet som hjemmehjælpspræst og kan også formidle kontakt til de lokale sognepræster.
Formanden for Seniorudvalget i Kolding Kommune ser frem til, at hjemmehjælperne kan henvise syge ældre og deres pårørende til en samtale med hjemmehjælpspræsten: ”Vi ved, at ensomhed, angst og sorg i perioder kan fylde en del hos nogle hjemmehjælpsmodtagere. Fx hvis en ægtefælle dør, eller man selv bliver alvorlig syg. Jeg er derfor utrolig glad for, at Kolding Provsti har taget initiativ til en hjemmehjælpspræst. Vi er i Seniorudvalget spændt på at følge projektet i Taps og håber, vi kan bruge erfaringerne herfra i vores andre hjemmehjælpsgrupper”.
Personalet ved hjemmehjælpen i Taps formidler kontakten til hjemmehjælpspræsten, som står til rådighed for samtaler med alle uanset tro og religiøst tilhørsforhold.