Den 18. januar holdt STOP TØJSPILD åbent hus, hvor konfirmander og deres forældre kunne komme og se på indsamlet konfirmationstøj. Det var der mange familier, som benyttede sig af. Faktisk var der kø ved indgangen, da døren åbnede kl. 16. Det var dejligt at opleve den store interesse, efter en periode med faldende afsætning af STOP TØJSPILD konfirmationstøj.
Der blev prøvet masser af tøj både af drenge og piger. Nogle fandt, hvad de søgte, og fik et sæt gratis konfirmationstøj med hjem til den store dag, mens andre måtte gå tomhændet. Men uanset resultatet var der mange forældre, som gav udtryk for, at STOP TØJSPILD er en rigtig god idé. En enkelt forælder havde endda medbragt en brugt konfirmationskjole, og en anden ville høre, hvordan man kan aflevere tøj til STOP TØJSPILD i sin lokale kirke.
Den store opbakning har givet mod på mere. Projektlederne har derfor besluttet, at vi gør det igen til næste år. Tak til alle i Kolding Provsti, der støtter op om projektet. Vi håber, at I vil være med til STOP TØJSPILD igen næste år.