Hvad kan man nå at forstå på 1½ time? I hvert fald ikke det hele i detaljer, men alligevel nok til at begribe et eller andet overordnet. På Himmelske Dage gik jeg til et foredrag, hvor den tyske sociolog Hartmut Rosa præsenterede sin teori om resonans.
For at have et eksempel at hænge teorien op på kommer her et citat fra Rosas bog Det ukontrollerbare: ”Kan du huske fra din barndom, når det sneede for første gang et sent efterår eller om vinteren? Man oplevede det som noget, der kom fra en anden verden. Noget sart, sjældent, der kom for at besøge os, noget som sænkede sig ned over verden og forvandlede den rundt omkring os, uden at vi havde gjort noget, som en uventet gave”.
Resonans skal ifølge Rosa forstås som en relation, der opstår mellem en person og noget udefrakommende. I eksemplet ovenfor er det udefrakommende årets første sne. Resonans får personen til at føle sig levende og til at åbne op og respondere aktivt til det udefrakommende. Det transformerer personen, og noget nyt opstår; en ny idé eller opfattelse.
Rosa understreger, at resonans altid er ukontrollerbart. I eksemplet kan man sagtens forestille sig, at der lige ved siden af barnet kunne være andre personer, som måske ikke bemærker sneen og slet ikke oplever resonans. Det vides ikke, hvor og hvornår det sker. Og fordi resonans er ukontrollerbart, kan det hverken standardiseres eller kommercialiseres.
Resonans er en tovejs proces, men det er umuligt at sige, hvem der giver, og hvem der modtager. Både barnet og sneen indgår i eksemplet, og man næsten se for sig, hvordan begge forandres, når snefnug lander på den varme hud og bliver til vand. I øjeblikke af resonans ændres også vores opfattelse af tid. Fortid og fremtid smelter sammen i en slags samtidighed.
Hartmut Rosa skelner mellem fire forskellige akser af resonans: Resonans med vores fysiske omgivelser, som i eksemplet. Resonans med vores krop og sind. Social resonans mellem mennesker. Og endelig Eksistentiel resonans. Det kan næsten lyde som en sociologisk teori om kærlighed og helligånd. Om det også er det, skal jeg ikke kunne sige efter blot 1½ time, men måske skulle man bruge lidt mere tid i selskab med Hartmut Rosa og hans teori om resonans.