Udklip fra Online Befriender PR

Til kamp mod ensomheden

Også i Kolding er ensomhed en udfordring, som det kan være svært at finde gode løsninger på. De 11 besøgstjenester rundt omkring i provstiet gør et godt og vigtigt stykke arbejde, men kræver også en stor indsats. Jeg fornemmer, at behovet for besøgsvenner i disse år overstiger antallet af frivillige, der melder sig til opgaven. Og selvom man har en besøgsven, der jævnligt kigger forbi, så er ensomheden jo ikke nødvendigvis overvundet, for der er måske en uge eller 14 dage til næste besøg.

Hvad kan vi gøre ved det? Det har jeg spurgt mig selv uden at finde svar. Men der er heldigvis også andre, der har tumlet med problematikken. Forskellige digitale værktøjer er blevet udviklet til forskellige målgrupper. Nu kommer Kolding Kommune med et tilbud til alle. Tilbuddet hedder Online Befriender, og er en platform, der understøtter videosamtaler. Du kan tilmelde dig enten som bruger eller frivillig, du skal bare have en tablet, en pc eller en smartphone og selvfølgelig internetforbindelse.

Online Befriender tilbyder meningsfulde, almenmenneskelige videosamtaler døgnet rundt. Samtalerne er styret af deltagernes egne interesser, og man logger sig på og er online, når man har tid og lyst. Du kan se en lille film om, hvordan det foregår, ved at klikke på linket: https://www.youtube.com/watch?v=yeaRJIHYjf4. Bortset fra teknikken stilles der ikke krav til brugerne, mens man skal bestå et kort internetkursus for at blive certificeret som frivillig.

Lige nu er projektet helt nyt og mangler både frivillige og brugere for at kunne komme i gang. Derfor afholder kommunen workshop om Online Befriender for alle interesserede tirsdag den 1. oktober kl. 8.30-9.30 eller kl. 13.00-14.00 på Sundhedscenteret, Sygehusvej 6, 6000 Kolding. Hvis du gerne vil vide mere, kan du tilmelde dig workshoppen på mail til Kristine Antonsen på kroa@kolding.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *