Illustration af tilbud

Tilbud om hjælp til diakoni

Arbejder I med diakoni i jeres sogn, uden at det helt vil lykkes? Eller har I planer om at starte nye diakonale aktiviteter op? Måske er I bare aldrig rigtigt kommet i gang med det der diakoni? Uanset anledning kommer jeg gerne med input til diakonien i jeres sogn. Kontakt mig og fortæl, hvad I har brug for. Så finder vi i fællesskab en form og et indhold, der passer til jeres behov.

Hvad er diakoni?
Hvad er det nu, diakoni er? I Kolding Provstis Menighedspleje arbejder vi ud fra en definition, der lyder:Diakoni er kirkens sociale arbejde. Det er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed og ligeværdige fællesskaber”. Der kan siges meget mere om diakoni, men det vigtigste er, at diakoni er solidt funderet på de kristne værdier med Jesus Kristus som forbillede.

Hvorfor diakoni?
Ifølge Kirkeministeriets betænkning 1477/2006 udgør diakoni sammen med gudstjeneste, undervisning og mission folkekirkens fire søjler. Diakoni er altså ikke kun til pynt, men en del af kirkens konstruktion. Biskoppen i vores stift opfordrer alle sogne til at gøre diakonien til en del af vores liv og vores virke. Det behøver ikke at være svært, siger hun, tværtimod er det en glæde.

Hvordan diakoni?
Det kan gøres på uendelig mange måder. Det vigtigste er faktisk, at I gør det på jeres måde, så det passer til behovet og ressourcerne i jeres sogn. Hvad brænder I for? Hvilke muligheder har I? Hvem trænger støtte i jeres område? Er der nogle lokale aktører, I kan samarbejde med? Hvis I vil have inspiration, så klik på https://www.kpmenighedspleje.dk/aktiv/. Her kan I læse om sociale aktiviteter i provstiets forskellige sogne. I er også meget velkomne til at kontakte mig på mail hrm@km.dk eller mobil 2498 9700.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *